Fuls Fællers instrumenter opstillet før
koncert i Mårslet Kirke
FULS
FÆLLER, der består af Knud Albert Jepsen og Mogens
Friis, har siden 1995 arbejdet med musik fra vikingetiden &
middelalderen. Selve navnet har tilknytning til det gamle Århus.
En var en mand af høj byrd, der fandt døden da konger
kæmpede, det fremgår af en gammel århusiansk runesten,
der nu er på Moesgård, har på den ene side den smukke
maske, som nu er Moesgårds kendingsmærke. På den anden
side står indskriften "Gunulv og Øgot og Aslak rejste
denne sten efter deres fælle Ful. Han fandt døden....da
konger kæmpede."
En optræden med FULS FÆLLER er levende
musikhistorie, en musikformidling, hvor der både bliver vist,
spillet på og fortalt om musikinstrumenterne
og hvor musikstykkerne og deres historie bliver omtalt. Instrumentariet
vil bestå af kopier af instrumenttyper fra tiden, som f.eks. knipse-
og strygelyre, rebec, mundharpe, tromme, kohorn, gemshorn, horbpibe,
skalmejer, forskellige fløjtetyper bl.a. knoglefløjter,
enhåndsfløjte og en kopi af en af de ældste blokfløjter
af træ, en fløjte fra ca.1350 fundet i en brønd
i Gøttingen. Og så vil man også kunne høre
middelalderens mest benyttede instrument, den menneskelige stemme. Der
vil også kunne vises et enkelt originalinstrument, en knoglefløjte
fra c. 1300 fundet i Århus.
Programmet tilpasses det enkelte arrangements karakter og publikum.
FULS FÆLLER kan optræde i kopier af dragter
fra perioden.Programmet kan omfatte både verdslig musik og kirkemusik.
Koncert i kirken:
En kirkekoncerten med FULS FÆLLER kan indledes
med en pilgrimsmelodi, der spilles, mens vi går op gennem kirken.
Programmet omfatter noget af den ældste danske kirkemusik f.eks.
en Mariavise fra ca. 1400 Mith hierthæ brendher heth som boll
akkompagneret af nonnegeige, en Maria bebudelses sekvens Ab arce sederea
fra 1100tallet for sang & lyre, en spansk Santa Maria amar fra c.
1250 med sang, fidel og tromme, samt engelsk kirkemusik fra 1200-tallet.
Ud over almindelige koncerter har vi god erfaring familiekoncerter en
søndag eftermiddag, da der er meget at se og høre på
for børn. Vi kan indgå i en form for gudstjeneste, hvor
vi begynder med koncertafdelingen og runder vores program af med en
salme med førreformatorisk tekst og melodi, hvor vi fortæller
om orglet og dets brug i middelalderen. Første vers kan så
synges a capella (med orgel på melodien) og så sættes
mere og mere akkompagnement på, så man ender i moderne orgelledsagelse.
Vi har også lavet koncerter i forbindelse med konfirmandundervisning,
hvor organisten fortæller om orgelet, præsten om døbefond,
alter og prædikestol og vi spiller og synger musik fra den tid
kirken blev bygget. Det kan bl.a. være den ældste danske
Mariavise, en hymne til Knud Lavard og en udgave af Drømte mig
en drøm i nat spillet på en kopi af en 3-huls fløjte
fra Moesgård.
Optræden i verdslig sammenhæng:
Ved kongresser, åbning af udstillinger eller receptioner kan FULS
FÆLLER modtage gæsterne og f.eks. optræde
med et 20 min. indslag. Ved jubilæumsmiddage o.l. kan der laves
indslag efter forretten eller der kan spilles taffelmusik under middagen. FULS FÆLLER har optrådt med den helt tidlige
musik bl.a. på museer som Gottorp, Spøttrup, Moesgård,
Trelleborg, Nationalmuseet (i forbindelse med Margrete-udstillingen)
ligesom de gennem mange år har medvirket ved den Europæiske
Middelalderfestival i Horsens. I 1995 spillede de ved Vikingefestivalen
på Island, og i festugen 95 i forbindelse med Dronningens åbning
af Moesgårds 25 års jubilæumsudstilling. I 1996 medvirkede
Knud Albert Jepsen og Mogens Friis på en CD udgivet af forlaget
SKALK Drømte mig en drøm i nat.
Vikinge/middelaldertaffelmusik er bl.a. blevet leveret på Hindsgavl,
Spøttrup, Sønderborg, Gl. Estrup, Scheelslund, Sofiendal,
Nyborg slot, Bispekælderen i Kalundborg, Mejeriernes verdenskongres
i Århus 98, Varna, Middelalderborgen i Legoland og på Fyrkat
med Søren Gericke som kok. FULS FÆLLER har også optrådt med
indslag ved f.eks. åbning af konferencer og kongresser, ved jubilæer,
overrækkelse af priser o. l.
FULS FÆLLERS dragter
Dragterne lærredsvævet uldstof og hør
Bukser (uld) varianter af Thorsberg bukserne fra jernalder. Samme snit
fundet i Hedeby tøjresterne fra vikingetid. (Farven er moderne,
men kunne fås af uld fra sorte får eller ved at mørkne
forskellige farver med jernvitriol).
Skjorter (hør) varianter af Viborg skjorten fra vikingetid og
senere bondeskjorter.
Kofterne (uld) varianter af Kragelund kofterne fra 1300-tallet. Den
ene farvet med tørstestræbark (frangula) på alunbejdset
stof. Den anden mørknet med kobbervitriol. Samme type kendes
fra vikingetiden.
Kapper (uld) er halvcirkelformede som kendes fra Bockstensmandens dragt
(bl.a.) fra ca. 1350 og som sandsynligvis også er benyttet i vikingetiden.
Strudhætter (uld) kendes fra billedsten og fra Hedeby fra vikingetid
og bliver senere meget almindelige (Herjolfsnæsfundet fra Grønland
1300-tallet).
Besætninger røde i krapfarvede stoffer. Grønne kiler
og strudhætte er farvet i vild kørvel på alunbejdset
stof og efterbejdset med jernvitriol til en grøn farve.
Gule besætninger er farvet med birkeblade på alunbejdset
stof.
Sko Hedeby kopi
Dragterne er syet af Bodil Poulsen
Skoene er syet af Karl H. Fiedler -Moser
Oplysninger
om priser og datoer fås ved henvendelse til Mogens
Friis